Du skal ikke kun overleve livet med autisme, men du skal leve sammen med den.

Spørgsmålet er, hvordan gør du? 

Som mor til en dreng med autisme, kender jeg til presset og følelsen af afmagt, fra indersiden af kroppen.

Jeg ved hvordan det føles, når jeg en torsdag aften, får kigget på min mand i sofaen og tager mig selv i at tænke; hvornår var det vi sidst, bare var os to? Brugte tid med hinanden og på os selv?

Hverdagen kommer ligesom bare i mellem os.

Hverdagen med struktur, forberedelse, håndtering af (potentielle) nedsmeltninger, hensynstagen til vores søn med autisme, men også hans lillebror, praktisk arbejde, indkøb, mere forberedelse og struktur osv.

På et eller andet tidspunkt, bliver vi forældre til børn med autisme, nødt til at prioritere os selv, så vi ikke kun overlever, men lever.

Hvis ikke vi passer på os selv og parforholdet via egenomsorg, har det store konsekvenser for hele vores familie. Vi risikerer at blive et arbejdsfællesskab frem for mand og kone og kærligheden mellem os forsvinder.

Jeg har lavet et foredrag, som du kan tilmelde dig lige her, som netop handler om hvordan vi husker os selv og hinanden.